Ligtorne

En ligtorn er en lille klump af hård hud. En ligtorn under foden kan være smertefuld, især når du trykker på den. Hvorfor opstår ligtorne og hvad kan man gøre ved dem? Læs her.

Hvorfor får man ligtorne?

Ligtorne dannes på små hudområder, som er udsat for stort tryk og forkert belastning. Derfor sidder ligtorne ofte på fodsålerne. Ligtorne kan også opstå på siden af tæerne, når man går i spidse sko, som klemmer tæerne sammen. Belastningen får huden til at danne et ekstra hornlag, som bliver trykket ind i huden, når man går eller når man har sko på, som presser på ligtornen. Undgå derfor fodtøj, som klemmer og hold fødderne fri for hård hud.

Hvordan forebygger man ligtorne?

  • Jævnlige fodbade og daglig fodpleje med fodcreme kan hjælpe dig med at undgå hård hud og ligtorne.
  • Undlad at bruge sko, som klemmer og trykker på foden.
  • Har du fået en ligtorn, kan du få vejledning på apoteket. Der findes bl.a. forskellige typer af ligtorneplastre.