Hvad betyder mærkerne?
Den blå krans, svanen og dermatologisk testet-mærket findes på mange af apotekets produkter. Men hvad betyder de? Læs mere om Apotekets mærkninger her.
Hvad betyder den blå krans?
Astma-Allergideklarering
Den Blå Krans viser, at Astma-Allergi Danmark / Asthma Allergy Nordic har gennemgået produktets ingrediensliste og vurderet, at den ifølge den nyeste forskning udgør en minimal risiko for udvikling af allergi.
Hvad betyder AllergyCertified-mærket?
Allergicertificering
AllergyCertified tjekker alle ingredienser for allergifremkaldende, hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer. AllergyCertified-mærket viser, at det pågældende produkt lever op til alle AllergyCertifieds krav og udgør en minimal risiko for allergi.
Hvad betyder svanen på produktet?
Svanemærkning
Svanemærket er Danmarks og Nordens officielle miljømærke, som er stiftet af Nordisk Ministerråd. Svanemærket viser, at produktet er blandt de mindst miljøbelastende inden for den pågældende varegruppe. Der sættes bl.a. grænser for udledning af giftige stoffer og for indholdet af uønskede stoffer.
Hvad betyder dermatologisk testet?
Dermatologisk testet
Ved en dermatologisk test undersøger man hudens tolerance over for et kosmetisk produkt. Testen ledes af en hudlæge og udføres på et uafhængigt testcenter i henhold til retningslinjer fra Cosmetics Europe. Man tester på mindst 50 frivillige forsøgspersoner med forskellig alder og forskellige hudtyper – normal hud, sensitiv hud og hud med eksem/allergi.
Testen bliver udført ved hjælp af lappeprøver. Man placerer en afmålt prøve af produktet på huden og dækker den med et plaster. Efter 48 timer fjerner man prøven fra huden og undersøger, om huden har reageret på prøven.
Hvis ingen af testpersonerne har vist reaktion på produktet, kan det klassificeres som harmløst i forhold til at kunne forårsage hudirritation. En dermatologisk test udelukker dog ikke, at en eller flere ingredienser i et produkt kan forårsage hudreaktion hos nogle.
Hvad betyder timeglasset på mit produkt?
Udløbsdato
Timeglasset angiver udløbsdatoen. Enten står timeglasset sammen med en dato, ellers står der en angivelse af, hvor du kan finde datoen, eksempelvis ”se bunden”.
Hvad betyder den åbne krukke på mit produkt?
Holdbarhedsdato
Krukke-ikonet har altid et tal i, der viser produktets holdbarhed. Denne indikerer hvor længe produktet kan holde sig, efter det har været åbent. Står der eksempelvis ”6 M” kan produktet holde sig i 6 måneder fra, du har åbnet produktet. Alt efter konserveringsmetoden kan der være stor forskel på holdbarheden.
Hvad betyder 2-tallet på mit produkt?
Engangsbrug
2-tallet med streg over angiver, at produktet er til engangsbrug.
Affaldssortering af Apotekets tomme plastemballage
På Apotekets plastemballage står der, hvilket materiale emballagen er lavet af, f.eks. PCR (genanvendt plast), PE (polyethylen), HDPE (high density polyethylen), PP (polypropylen) eller PET (polyethylenterephthalat). Disse typer tom emballage uden faremærke affaldssorteres som plast.