Hudens opbygning, mikrobiom og funktion

Hudens mikrobiom har afgørende betydning for hudens tilstand. Læs her om hudens opbygning i tre lag, hudens funktion, hudens unikke mikrobiom og probiotisk hudpleje.

Hudens funktion

Huden har en vigtig funktion, nemlig at beskytte kroppen mod ydre påvirkninger. Og med et areal på gennemsnitligt cirka to kvadratmeter er huden kroppens største organ, så det gælder om at passe godt på den.

Huden regulerer kropstemperaturen, og den er en del af kroppens immunsystem. Huden beskytter os mod væsketab, og huden fungerer som en barriere mod forskellige kemiske og fysiske påvirkninger samt uønskede mikroorganismer. Det er dog ikke alle mikroorganismer, man skal undgå. Nogle bakterier er gode for huden og nødvendige for at holde huden og hudbarrieren sund og velfungerende. Det gælder om at opretholde den rette balance. Læs videre, og se hvorfor.

Hudens lag

Huden består af tre lag: overhuden, læderhuden og underhuden.

  • Overhuden (epidermis) fungerer som hudens barriere. Yderst består overhuden af et hornlag med døde hudceller. I overhudens indre lag har vi levende celler. Disse hudceller har forskellige funktioner. Der er f.eks. hudceller, som indgår i immunforsvaret, hudceller, som danner pigment, og hudceller, som reagerer på skader i huden. Der foregår konstant celledeling. Nye celler bliver til, mens andre dør og bliver afstødt.
  • Læderhuden (dermis) er det midterste og tykkeste lag, som har betydning for hudens elasticitet og styrke og sikrer, at hudens øverste lag (epidermis) forbliver glat og jævnt. Størstedelen af dermis består af kollagen, der styrker og understøtter huden. Resten af dermis består hovedsageligt af elastin og fibrillin, som hjælper huden med at forblive elastisk.
  • Underhuden (subcutis) er hudens fedtlag, som beskytter os mod kulde og virker som en stødpude mod bump og stød.

Hudens eget mikrobiom

Menneskets mikrobiom er en betegnelse for alle de mikroorganismer, som findes: 

  • kroppen – på huden og slimhinderne
  • i kroppen – i tarmen

Mikrobiomet består af millioner af bakterier, virus og svampe. Som udgangspunkt er der tale om gode mikroorganismer, der interagerer med kroppen på en positiv måde. Der er altså ikke tale om mikroorganismer, som gør os syge. Tværtimod.

Det har længe været kendt, at mikrofloraen i tarmen, også kaldet tarmens mikrobiom, har betydning for fordøjelsen. De fleste har nok på et tidspunkt indtaget probiotika i form af kapsler med mælkesyrebakterier. Enten for at slippe for ”feriemave” på rejsen, eller for at undgå diarré i forbindelse med antibiotikabehandling.

Man ved nu, at huden også har sit helt eget mikrobiom bestående af millioner af virus, bakterier og svampe. De gode mikroorganismer hjælper med at beskytte huden. Det er godt nyt, som kan få stor betydning for forebyggelse og behandling af hudproblemer.

Hudens mikrobiom har betydning for hudens balance

Hudens mikrobiom består af millioner af mikrober – bl.a. bakterier – som lever på huden. Hudens mikrobiom har betydning for hudens fugtniveau, barrierefunktion og evne til at beskytte sig selv. Derfor er et afbalanceret mikrobiom en forudsætning for en hud i sund balance.

Probiotiske bakterier er gode bakterier. Det er primært forskellige arter af lactobacillus, bedre kendt som mælkesyrebakterier), som udgør en central del af hudens mikrobiom. Probiotiske bakterier er ikke mikroorganismer, som medfører sygdomProbiotiske bakterier er derimod gavnlige og med til at holde huden sund. De probiotiske mælkesyrebakterier har nemlig en meget vigtig funktion i mikrobiomet. De sørger for at opretholde balancen ved at holde mængden af uønskede bakterier nede. Hvis uønskede bakterier får lov til at formere sig og komme i overtal, vil det forstyrre balancen og medføre et svækket mikrobiom og en mindre modstandsdygtig hudbarriere. 

Når huden er i balance, kan den klare meget selv. Uren hud kan opstå, når huden er ude af balance. Det kan også være et tegn på ubalance i huden, hvis man oplever tør og irriteret hud.

Probiotisk hudpleje

Apotekets klassiske specialpleje-cremer kan afhjælpe mange hudproblemer. Apotekets innovative specialpleje-cremer med probiotisk ekstrakt gør det nu muligt at pleje uren hud samt tør, sart og udfordret hud på en helt ny måde.

Hudplejeprodukter med probiotiske ingredienser har effekt i epidermis, som er hudens øverste, levende lag. Her vil de bidrage til at forbedre og balancere miljøet, så hudbarrieren styrkes og bliver bedre i stand til at holde på fugten og beskytte sig selv. 

Der findes mange forskellige lactobacillus-stammer. Ved at tilføre nogle af disse mælkesyrebakterier til huden, kan man understøtte mikrobiomets naturlige bakteriediversitet og forbedre eller genskabe mikrobiomets naturlige balance. Huden kender de probiotiske bakterier i forvejen, og kan med det samme drage nytte af det probiotiske ekstrakt i cremerne. Probiotiske ingredienser kan igangsætte vigtige processer i huden, som genskaber en hensigtsmæssig pH-værdi og en velfungerende fugtbarriere. 

Selv en sund hud ældes med tiden. Her kan du læse om hudens ældningstegn og hudpleje til moden hud.