Ægløsningstest, hvordan gør man?

En ægløsningstest kan forudsige, hvornår i din cyklus du kan forvente ægløsning. Men hvordan bruger man ægløsningstest? Bliv klogere på Apotekets Ægløsningstest her. Vi guider dig trin for trin.

Ægløsningstest, hvornår på dagen?

For at opnå det bedste resultat, skal du udføre testen på samme tidspunkt hver dag – mellem kl. 10 og kl. 20. Nogle kvinder vælger at vente til efter kl. 12. 

Undgå at drikke for meget og undgå at tisse i mindst 4 timer før du foretager testen. Hvis du har svært ved at holde dig i mindst 4 timer, kan det være en løsning at anvende den første morgenurin. 

Husk at notere testdatoen, cyklusdagen og det tidspunkt, hvor du foretager testen i testresultatskemaet, som du finder længere nede på siden.

Instruktion

  • Følg hvert trin omhyggeligt.
  • Hav et ur eller anden tidstager ved hånden.
  • Åbn ikke folieposen med testen før du er helt klar til at teste.
  • Undgå at berøre området omkring vinduet på testen.

Apotekets Ægløsningstest:

Hvordan bruger man ægløsningstest?

  1. Åbn folien og tag ægløsningstesten ud, imens du holder på det noprede fingergreb.
  2. Tag hætten af testen. Hold testen så den absorberende spids peger nedad.
  3. Tis direkte på den absorberende spids i mindst 5 sekunder. Bemærk: Hvis du foretrækker det, kan du i stedet opsamle din urin i et rent, tørt bæger og dyppe den absorberende spids mindst halvvejs ned i urinen i mindst 10 sekunder.
  4. Hold fortsat spidsen nedad, sæt hætten på og lad testen ligge uforstyrret på et plant underlag med vinduerne opad i 3 minutter. En lys pink farve vil bevæge sig hen over det firkantede resultatvindue, imens testen arbejder. Det vil ikke påvirke resultatet.
  5. Du kan aflæse resultatet efter 3-10 minutter. Se hvordan i næste afsnit. For at være sikker på et negativt resultat, bør testen ligge alle 10 minutter.

Lad testen ligge uforstyrret i mindst 3 minutter for ikke at påvirke resultatet.

Testresultatskema:

Vent mindst 3 minutter efter du har tisset på testen, før du aflæser dit resultat. Apotekets Ægløsningstest er en farvesammenligningstest. Du skal sammenligne farven på teststregen i det firkantede vindue med kontrolstregen i det ovale vindue for at se, om resultatet er positivt eller negativt. Det er farverne, der skal sammenlignes – ikke stregernes tykkelse.

Hvordan ser en positiv / negativ ægløsningstest ud?

Positivt resultat

Hvis stregen i det firkantede resultatvindue har den samme eller en mørkere farve end stregen i det ovale kontrolvindue, vil du sandsynligvis få ægløsning i løbet af 24-48 timer. I dette tidsrum er der størst chance for at blive gravid.

Et positivt resultat skyldes, at din urin har et højt indhold af LH (Luteiniserende Hormon), et hormon din krop danner hele tiden, men som øges betydeligt lige før ægløsningen. Du kan forvente at få ægløsning i løbet af 24-48 timer efter din første positive test, og kan planlægge efter det. Ubrugte test kan gemmes til næste måned, hvis du ikke allerede er blevet gravid.

Negativt resultat

Hvis stregen i det firkantede resultatvindue er lysere end stregen i det ovale kontrolvindue, eller hvis der ikke er nogen streg i resultatvinduet, er resultatet negativt. Det betyder, at der ikke er registreret øget LH, og du må fortsætte med at teste dagligt. For at få bekræftet et negativt resultat bør testen ligge 10 minutter, inden du aflæser.

Bliv ikke bekymret eller overrasket over et negativt resultat de første gange, du foretager testen. Ikke alle kvinder har ægløsning midt i cyklus og derfor vil du måske ikke få et positivt resultat i løbet af de første 7 dage du tester. Fortsæt med at teste med Apotekets Ægløsningstest.

Ugyldigt resultat

Hvis der ikke er kommet en streg i det ovale Kontrolvindue, gælder resultatet ikke og der må foretages en ny test.

Et ugyldigt resultat skyldes ofte, at testproceduren ikke er fulgt eller at testen er udløbet. Stregen i det ovale Kontrolvindue er en sikkerhed for, at du har foretaget testen korrekt og at testen fungerer som den skal. Stregen fungerer også som kontrol for niveauet af LH.

Testens begrænsninger

  1. Kun til in vitro diagnosticering.
  2. Genbrug ikke testen. Kassér den efter brug.
  3. Testen fungerer kun, hvis vejledningen følges nøjagtigt.
  4. Anvend ikke testen efter udløbsdatoen, der står på æsken.
  5. Kassér testen hvis folien er ødelagt.
  6. Testen kan ikke anvendes som prævention.
  7. Smertestillende midler, antibiotika og andre almindelige lægemidler skulle ikke påvirke testresultatet. Medicin der indeholder hCG eller LH kan påvirke testen og bør ikke tages i den periode, hvor Apotekets Ægløsningstest anvendes.
  8. Særlige medicinske tilstande og medicin kan måske/måske ikke påvirke testens pålidelighed til at forudsige ægløsning. Det kan være graviditet, efter fødsel, symptomer på menopause, amning, p-piller, noget fertilitetsmedicin eller polycystisk ovarie syndrom (PCOS). Kvinder med medicinsk diagnosticerede fertilitetsproblemer bør spørge deres læge om testen er anvendelig for dem.
  9. Upålidelige resultater kan forekomme ved store mængder bakterier i urinen.
  10. Opbevares udenfor børns rækkevidde.

Spørgsmål og svar om ægløsningstest

1. Hvor nøjagtig er denne ægløsningstest?

Laboratoriestudier har vist, at Apotekets Ægløsningstest er over 99% nøjagtig.

2. Kan jeg bruge testen til at undgå graviditet?

Nej.

3. Hvordan virker Apotekets Ægløsningstest?

Når din ægløsning nærmer sig, producerer din krop en stor mængde af det luteiniserende hormon LH, som gør, at et modent æg løsnes fra æggestokken. Denne øgning af LH sker som regel midt i din cyklus. Apotekets Ægløsningstest registrerer hormonets tilstedeværelse. Sandsynligheden for at blive gravid er størst, hvis sæden befrugter ægget inden for 24-36 timer efter ægløsningen.

4. Kan alkohol eller almindelige lægemidler påvirke testresultatet?

Nej, men du bør kontakte din læge, hvis du er i hormonbehandling.

5. Hvad kan give et vildledende resultat?

Hvis du allerede er gravid, har været gravid for nylig eller er kommet i overgangsalderen, kan du få et vildledende resultat. Det kan også ske, hvis du har polycystisk ovariesyndrom (PCOS) eller får visse typer fertilitetsmedicin. Hvis du har et diagnosticeret fertilitetsproblem og/eller tager fertilitetsmedicin, så spørg din læge, om denne test er velegnet for dig og – i givet fald – hvornår du skal teste.

6. Vil den væskemængde jeg drikker påvirke resultatet?

Indtagelse af væske før testen vil fortynde hormonindholdet i din urin. Du opnår det bedste resultat, hvis du begrænser dit væskeindtag og undlader at tisse i ca. 4 timer, før du tager testen.

7. Hvor lang tid er de farvede streger synlige?

Du bør aflæse testen i løbet af 3-10 minutter. Et positivt resultat forsvinder ikke. De farvede streger kan blive mørkere og en kulørt baggrund kan vise sig efter adskillige timer. Nogle negative resultater kan senere vise en mørkere teststreg og fremtræde positive. Du skal derfor kassere testen, så snart du har aflæst resultatet.

8. Hvad sker der, hvis urinen sprøjter op på testvinduet?

Et klart skjold beskytter vinduerne på testpennen mod sprøjt.

9. Jeg anvender temperaturmetoden. Kan denne test erstatte det?  

Kroppens temperaturstigning er primært et tegn på, at ægløsningen allerede har fundet sted. Apotekets Ægløsningstest indikerer, at ægløsningen snart vil ske.

10. Hvis jeg får et positivt resultat, hvornår er det så bedst at have samleje?

Din frugtbarhed er størst, når du lige har testet og fået et positivt resultat. Det tilrådes derfor at have samleje inden for 48 timer derefter.

11. Jeg fik et positivt resultat og havde samleje på det anbefalede tidspunkt. Men jeg blev ikke gravid. Hvad skal jeg gøre?

Der er mange faktorer, der kan påvirke din evne til at blive gravid. Prøv at tale med din læge.

12. Jeg fik et positivt resultat og havde samleje på det anbefalede tidspunkt. Jeg tror jeg er gravid. Hvor hurtigt kan jeg finde ud af det?

Apotekets Graviditetstest kan give dig svar fra den dag, du forventer din menstruation.  Apotekets Graviditetstest kan købes på apoteket.

13. Jeg er for nylig stoppet med p-piller. Vil det påvirke mit resultat?

Din krop har brug for omkring 3 måneder til at genetablere sin månedlige cyklus. Du kan bruge Apotekets Ægløsningstest, når din cyklus igen er regelmæssig.